I weekenden tog jeg min mand, min datter og min søn og proppede dem i eventyrbussen. Vi skulle ud og finde et godt sted i Danmarks dejlige natur og ha en overnatning…og det fandt vi, lige ved noget der hed Esby strand. Har aldrig været der før, men det ligger helt ude under næsetippen af DK på fantastisk smukke Djursland! Og lige der stod en lang række af fyldte hybenbuske.

Det er et helvede at plukke og endnu værre at tage kernerne ud, men det er det “hårde” arbejde værd, for uhmm det smager altså godt sådan noget hybenmarmelade!

Her har i min opskrift på et stort glas

Opskrift

  • 500 g hyben, rensede
  • Saft og skal fra 2 limes
  • 200 g syltesukker (alm sukker kan også bruges, den bliver bare lidt tyndere i konsistensen)
  • 1/2 tsk vaniljepasta
  • Ca. 1 dl. vand

Kom de rensede hyben i en gryde sammen med fintrevet limeskal og saften fra begge limes. Kom vand ved og kog op i ca 10 min. Hvis det bliver for tykt undervejs, tilsættes en smule mere vand. Kom vaniljepasta og sukker i og kog op i ca 5 min. Blend med en stavblender, til det har den konsistens som du synes er lækker! Hæld på rengjorte og skoldede glas og køl helt ned!

Smør på en nybagt bolle, knækbrød eller nyd den oven på et stykke ost! Det er lækkert med tvistet af lime.

God fornøjelse

Kram Christina

Please follow and like us:
error0