Med nougat, appelsinkrokant og hindbær!!! Whats not to like….

Jeg har lavet denne dessert i glas fra Mette Blomsterberg, da jeg synes det er nemt og de er super fine. Her skal man altså ikke have den store bage tekniske kunnen, da det er lige til at gå til og med få ingredienser. Den smelter på tungen og med det lækre krokant, får desserten også lidt kant og knas. Hvis man kunne tænke sig at prøve kræfter med en  mere avanceret nytårsdessert, kan man se en anden lækker opskrift lige her

 

Opskrift til ca 6-8 prs.

Nougatmousse

  • 2 blade husblas
  • 4 dl piskefløde
  • 40 g hvid hakket chokolade
  • 40 g gold chokolade hakket (hvis du ikke kan finde gold, brug da blot hvid)
  • 150 g nougat

Start med at lægge husblas i blød i ca 5 min. Imens varmes 2 dl fløde op til lige under kogepunktet, tag gryden af varmen og smelt husblassen heri. I en skål kommes chokolade og nougat som er skåret i mindre  stykker, Hæld nu den varme fløde over og lad stå og trække et par min. Til sidst tager du en stavblender og gir det en tur, så det bliver en fin glat masse. I en anden skål piskes de sidste 2 dl. fløde til en let skum, vend den, let afkølede masse sammen med fløden og kom på en sprøjtepose eller pose og klip et hul i enden. Sprøjt nougatmassen på glas og stil på køl et par timer.

Mørdejskiks

  • 125 g hvedemel
  • 35 g flormelis
  • 85 g kold smør
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 0,5 dl kakaonips (kan undlades)
  • 1 nip salt
  • 0,5 æg

Hvedemel, flormelis og koldt smør smuldres godt sammen med salt og vanilje. Kom også kakaonips i. Til sidst vendes æg i og dejen samles og stilles på køl 1 times tid. Når dejen er klar, rulles den tyndt ud på et meldrysset bord. Tag en pizzaskære og lav fine rektangulære kiks, som passer til netop dit glas, og bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 7-8 min eller til de er lækre gyldne. køl ned.

Nøddekrokant

  • 100-150 g hasselnødder
  • 2 dl sukker
  • skallen fra 1 øko appelsin
  • 1-2 bakker hindbær

Smelt sukkeret ved lav varme på en pande. Når karamellen er klar er den godt gylden. Kom nødderne og den revne appelsinskal på or rør rundt et par min. Hæld hele baduljen på et stykke bagepapir og køl ned til de er helt kolde. Hak den nu med en grovtakket kniv, og kom en smule oven på de afkølede desserter. Halver et par hindbær og kom oven på også.

læg nu til sidst en mørdejskiks på toppen af glasset og stil et helt hindbær derpå. Så er desserten klar til servering. Du kan sagtens  lave den i god tid inden den skal spises.