For ikke så længe siden kom jeg vidst til at love jer en opskrift på denne lækkerhed af en fransk toast. Men jeg kom til at spise den så hurtigt at jeg ikke nåede at få taget et billede af den, som jeg kunne lægge på bloggen. Men denne gang vandt fornuften over min sult, og jeg fik knipset et billede jeg kunne bruge.

Det her er simpelthen toasten over alle toast….Og ja, du skal lade være med at begynde at kalorieregne på denne djævel….for den er i sandhed en ond  en på de kanter. Men hold nu op det er lækkert.

Jeg har været på google og læst lidt om denne franske toast oprindelse, som er en fuldstændig fabelagtig morgenmad, frokost eller endda aftensmad…og den går SÅ godt hånd i hånd, med tømmermænd, hvis man nu skulle rende ind i sådan nogle.

Parisertoast som vi ynder at kalde den herhjemme, eller i frankrig hvor de kalder den for croque-monsieur er oprindeligt to stykker toastbrød som er lagt sammen med skinke og ost, stegt på pande eller/og i ovnen. Der er ligeledes en croque-madame  (min version) og forskellen er, at der er lagt et spejlæg på toppen.

Den første croque-monsieur blev langet over disken i 1910 på en café i Paris. Croque betyder på fransk grillet eller sprød, men hvor monsieur eller madame stammer fra vide ikke med sikkerhed.

Opskrift (4 stk)

  • 8 stykker landbrød, surdejsbrød eller andet franskbrød
  • 1 lille bæger cremefraise 38% (200 g)
  • 220 g comté ost
  • 4 stykker landskinke
  • 2 tsk dijonsennep
  • friskkværnet salt og peber
  • tilbehør som cornichoner, syltede rødløg eller andet syrligt
  • 50 g smør
  • 4 æg (kan undlades)

Fremgangsmåde

Riv osten og rør den sammen med creme fraise, dijonsennep, salt og peber.

Skær 8 tykke skiver brød og fordel fyldet på alle skiver. Smelt smørret på panden og rist de 4 af skiverne, med osten opad. Imens de steger og bliver gyldne i bunden, kommer du skinken på toppen. Tænd ovnen på 200 grader og gør en bageplade med bagepapir klar imens. Når brødene er flotte og gyldent stegt i bunden kommes de over på bagepapiret og de sidste 4 skiver lægges oven på skinken, igen med osten øverst. Bag dem færdige i 10-15 min. eller til osten er smeltet og gylden. Imens laver du 4 helt alm spejlæg.Når de er færdige serveres de med spejlæg på toppen og syrligt garniture on the side og evt. lidt dijonsennep.

Rigtig god fornøjelse….Jeg lover jer i ikke bliver skuffede, hvis i elsker toasts og smeltet ost

Kram fra Christina