Fregolasalat med fetaost, asparges og bagte tomater.

 

Når solen skinner, får jeg bare lyst til at sidde på terrassen og nyde solstrålerne og spise forårsmad med masser af farver, og masser af smag. Denne salat har netop alle de ting. Om jeg kan sidde på terrassen endnu, her i april måned…arrrrh det er nok ikke helt så sandsynligt endnu, da det stadig er en smule for koldt synes jeg.

Jeg har for nyligt fået øjnene op for fregola. Fregola er couscous, bare i større kugler og det hedder også perle couscous. Det er super dekorativt på et flot fad og smager dejligt. Det kan spises både koldt og varmt, men i denne ret er det koldt.

Jeg har købt fregola i en helsekost forretning, da det ikke er lykkedes mig at finde i nogle af de forretninger vi har heromkring.

Spis salaten som tilbehør til kød eller lige som den er.

Opskrift på stor portion
  • 2 små bakker cherrytomater
  • lidt olivenolie
  • 1-2 tsk sukker
  • 4 dl. fregola (tørret tilstand) Du kan også bruge couscous
  • 1 grøntsagsboullion terning
  • 2 håndfulde fetaost
  • 2 håndfulde rucolasalat
  • 1 avocado
  • 10 stængler grønne asparges
  • 1 lille pose radiser

Start med at lave de bagte tomater (kan med fordel laves dagen inden) Halver dem og vend dem i et par skefulde olie. Kom dem på en bageplade med bagepapir og drys med sukker og en smule salt. Bag dem ved 100 grader varmluft i 2 timer. Køl ned

Kog fregolaen efter ansvisning på pakken. Kom en boullionterning i vandet imens det koger. Når den er færdigkogt skylles den i kold vand og dryppes af.

Skold asparges eller kog dem meget let og skær dem i mindre stykker. Snit radiser og skær advocadoen i strimler. Bland samtlige ingredienser sammen i en skål og server på et flot fad. Krydder til sidst med salt og peber.

Spis evt. sammen med disse lækre kyllingespyd, som du kan finde opskriften på her

Værsgo, så er der serveret.