Jeg har igennem årene bagt mig igennem rigtig mange julebolle opskrifter, Men har bare aldrig ramt en som sad lige i skabet! Det har jeg nu…. de lækreste luftige boller, som har et hint af appelsin og kanel og store lækre chokoladestykker! Et ordentlig lag tandsmør på og så tror jeg julestemningen er lige rundt om hjørnet! Tag evt børnene med i køkkenet, det er nemlig ret nemt. Du kan også vælge at skifte chokoladen ud med rosiner, hvis de skal være en lille smule sundere, selvom jeg tror vi har passeret sundheden, i denne bolle for længst😉 men hey det er jo jul og vi kan gå på skrump i januar! Hele mit hus dufter nu af jul og jeg har mæsket den første bolle i mig….jeg tror ikke det bliver den sidste idag!

Opskrift (15 stk) på lækre juleboller

  • 1 dl friskpresset appelsinsaft
  • 1,5 dl letmælk
  • 38 g gær
  • 1,5 spsk sukker
  • 0,5 tsk salt
  • 1,5 tsk kardemomme
  • 2 tsk kanel
  • Revet appelsinskal fra 1 appelsin
  • 2 æg
  • 500 g hvedemel
  • 60 g blødt smør
  • 75 g chokolade

Start med at rive skallen af en øko appelsin! Stil skallen til side og pres nu 1 dl appelsinsaft! Hæld saften i en skål sammen med kold mælk og rør gæren ud heri! Tilsæt 1 æg, sukker, salt, kardemomme, revet appelsinskal og kanel! Rør godt rundt! Tilsæt melet lidt af gangen! Ælt dejen godt! (Du kan med fordel bruge en røresmaskine) tilsæt nu det bløde smør og ælt rigtig godt sammen i ca 10 min. Til sidst tilsættes chokolade! Jeg bruger knapper, da de ikke så nemt smelter sammen med dejen! Ælt til knapperne er fordelt godt i dejen! Dæk din skål til og sæt til hævning i 45 min.

Jeg har bagt bollerne i en bradepande 25×35 med bagepapir i bunden. Det gir nogle lækre bløde boller i kanterne, men man kan også bage dem som helt alm. boller på en plade!

Form nu 15 boller! De skal veje ca 66 g pr. Stk. for at blive lige store! Spænd bollerne op så de bliver runde og læg dem nu i bradepanden med en smule afstand imellem! Lad efterhæve med viskestykke eller plastik over i 30 min. (undgå at ælte for meget i dejen, da chokoladen ellers vil smelte fra varmen i  dine hænder)

Pensel bollerne med det sidste sammenrørte æg og bag dem i ca. 12 min eller til de er gyldne og ser færdige ud! 200 grader varmluft, gerne med undervarme!

Spis dem som de er eller med et ordentligt lag tandsmør! Mums jeg tror vi skal ha dem her til morgenmad den 24 dec.

Mange juleklem fra Christina