Ramsløgssalt

Foråret er over os og hvis i spørger mig er farven grøn altså en rigtig forårsfarve. Det samme er denne opskrift….helt skøn og lysegrøn som foråret selv.

Tag en tur i skoven og duft de skønne ramsløg, som pibler op over det hele og indsnus skoven som dufter af lysere tider, grillaftenener, sommerhygge og rosévin på terassen.

Lige nu er der sæson for ramsløg. Der hvor jeg plukker, er de fine skud lige kommet piplende op af jorden, og om en 1-2 uger vil bladene kun blive endnu højere. De er friske og lækre, bliver kaldt for skovens hvidløg. Dog er smagen ikke så skarp som hvidløg, men mere mild i smagen. Planten har et højt indhold af c-vitamin og indeholder også stoffer som er med til at styrke immunforsvaret.

Ramsløg har mange formål i det salte køkken. Her får du opskriften på en af dem. Nemlig ramsløgssalt.

Hvis du kunne tænke dig at lave en opskrift på ramsløgspesto har jeg en lige her 

Ramsløgspesto har mange formål, kom den på salat, i en sandwich eller oven på brød. Det smager mega lækkert. Følg også med på min instagram @acfriis hvor jeg løbende ligger billeder op af opskrifter og lækkert bagværk.

 

Ramsløgssalt
  • 200 g groft salt
  • 35 g ramsløg

Kom salt og ramsløg i en blender og kør det til alle ramsløgsblade er fint blendet. Bred det hele ud på en bageplade med bagepapir og kom det i en ovn ved 50 grader varmluft i ca. 2 timer. hver halve time vender du ramsløgssalten rundt, så den tørre over det hele. Tag ud, køl ned og kom på glas.

Nyd din hjemmelavede ramsløgssalt på et æg, på din salat eller på en lækker bøf. Du kan også komme den i smør og lave en lækker krydder udgave. Mulighederne er mange.