Jeg har det sidste stykke tid gået og haft en gigantisk chokolade craving….Måske er det fordi jeg prøver at holde den sunde linje lige pt. Synes nemlig jeg var gået og blevet lidt slatten oven på vinteren, men nu er sommerferien så småt i sigte, så har ædt salat og drukket smoothies….Uhh hvor er du vild Christina, sundhedsapostlen som har klaret to dages kur…Men nu går den altså ikke længere, bliver nødt til at få gjort noget ved det chokoladeproblem. Og med en ordentlig chokolade lagkage. Uhmmm. jeg har bagt en meget crunchy nøddebund, en alm lagkagebund og imellem dem er der et lag af jordbær og den lækreste orange chokolademousse man kunne tænke sig. Har også andre chokomousser på min blog, men den her slår dem alle. Den er dog en lille smule mere krævende, men det klarer du nemt ved at følge min opskrift.
Opskift
Nøddebund
- 100 g ristede hasselnødder
- 100 g sukker
- 100 g mel
- 100 g blødt smør
- 1 tsk bagepulver
Bland alle ingredienser godt sammen og pres dejen ud i en rund for på ca 17 cm. Bag ved 200 grader i ca 15 min eller indtil den er gylden. Lad køle helt ned inden du befrier den fra formen, for den går nemt i stykker.
Jordbærsylt
- 250 g frosne jordbær
- 2 spsk sukker
- 2 blade husblas
- ca 2-3 spsk vand
Læg husblas i blød i kold vand i ca 5 min. Kom vand, jordbær og sukker i en gryde og kog indtil jordbærrene er møre. Tag af varmen og blend med en stavblender. Smelt nu husblassen her i og kom i en rund form, beklædt med film, og stil på frost, til den er til at befri (gerne i frossen tilstand) fra formen.
Vaniljebund
- 35 g sukker
- 50 g æggeblomme
- 50 g hvedemel
- 0,5 tsk bagepulver
- 100 g æggehvider
- lidt vaniljesukker
Pisk sukker og æggeblommer til en lys æggesnaps. I en anden skål piskes hviderne stive. Bland alle de tørre ingredienser sammen og vend i æggesnapsen. Vend til sidst det hele sammen og hæld det ud på en bageplade med bagepapir, i en passende cirkel (der skal stikkes en kage ud på 17 cm) og bage ca. 10 min ved 190 grader. Køl helt ned og stik en bund ud….Haps kanterne selv 😉
Orange chokolade mousse
- 200 g god mørk chokolade
- 4 blade husblas
- 4 æggeblommer
- 3 æggehvider
- 45 g sukker
- 3 dl piskefløde
- skal fra 2 appelsiner
- saft fra 1 appelsin
Smelt chokoladen over vandbad og køl en smule ned. Udblød husblas i koldt vand. Pisk en luftig æggesnaps af æggeblommer og sukker. Riv skallen på appelsinerne og pres den ene. Bland det sammen med æggesnapsen. pisk æggehviderne stive. Varm 0,5 dl piskefløde op i en gryde, må ikke koge. Smelt husblassen heri. Pisk fløden til en let skum. Vend den varme fløde i flødeskummen. Vend den smeltede chokolade i æggesnapsen. Vend nu æggensnaps, æggehvider og fløde forsigtigt sammen og nu er den klar til at komme på kagen.
Samling:
Tag en kagering (17 cm) og beklæd med kageplast. Lig nøddebunden i. Kom nu godt og vel halvdelen af choko moussen i. Lig vaniljebunden på. Befri jordbærsylten og lig den oven på bunden. Kom den sidste chokolademousse på toppen og stil nu på køl i min. 4 timer eller gerne til dagen efter. Hvis det skal gå lidt hurtigere eller du vil gemme den til ugen efter, smid den da blot på frost og tø op inden pynt.
Smørcreme
- 160 g flormelis
- 160 g blødt smør
- en smule kakaopulver
- en snas rød frugtfarve
pisk med en elpisker det bløde smør og flormelis sammen til det bliver lyst og luftigt. Del cremen i tre skåle. Den ene kommer du lidt kakaopulver i og blander godt. Den anden en smule rød farve (meget lidt) og blander og den sidste lader du være. Så kommer du en stor stjernetyl i en sprøjtepost og placere en stor skefuld af hver slags creme oven på hinanden, imens posen ligger ned. Tænk på at alle tre cremer skal komme ned igennem sprøjteposen samtidig. Sprøjt flotte roser hele vejen rundt på toppen. pynt evt med et par skovsyre og server…Den er fantastisk
april 9, 2019 at 4:53 pm
Det ser så lækkert ud
april 9, 2019 at 5:30 pm
Tak Sara, det smager også lækkert! Så meget chokolade på en gang, burde næææsten være forbudt………eller…ej vel☺️